Har du groet et skæg - eller bare ladet skægget stå?

”Det er tre måneder siden, jeg sidst har set ham - og i mellemtiden har han groet et fuldskæg, så han var næsten ikke til at kende”.

Sådan har det lydt i et indslag på P1 på et tidspunkt.

Som lytter tænker man: Groet et fuldskæg?

Skægget gror vel af sig selv, med mindre det bliver studset og klippet og i det hele taget holdt nede.

Men tendensen er der, og som med så meget andet i dansk i disse år er den af engelsk herkomst.

På engelsk hedder ”Jeg har ladet skægget stå” nemlig ”I’ve grown a beard”, og så ligger det åbenbart lige for at oversætte direkte. Jeg har groet et skæg.


Anlægge eller dyrke en have

Man kan også høre folk fortælle, at de har groet en køkkenhave eller groet planter i altankassen.

Det er der imidlertid ikke nogen grund til, for en køkkenhave gror helt af sig selv.

Det samme gør planter i en altankasse. Man skal ikke gro dem, de gror.

Man kan anlægge eller dyrke en køkkenhave, ligesom man kan plante blomster i altankassen.


Udvikle sig og blive større

At gro er - ifølge Den Danske Ordbog på nettet (ordnet.dk/ddo) - det samme som at ”udvikle sig og blive større, højere og mere frodig” (om plante), ”blive (meget) længere” (om hår- og skægvækst), i overført betydning dels ”udvikle sig og trives; blive større” og dels ”blive højere; vokse” (om menneske).

Og der gror ikke mos på en rullesten, man kan høre eller se græsset gro, træerne gror ikke nødvendigvis ind i himlen, og man kan ønske noget eller noget hen, hvor peberet gror.


Mens græsset gror ...

Og mens græsset gror, dør horsemor (en lidt mystisk talemåde, der dækker over, at noget kan tage så uoverskueligt lang tid, at man ikke når det mål, som man har sat sig - ”typisk i forbindelse med langsommelig planlægning eller forberedelse”, fremgår det af ordbogen).

Man kan gro fast, noget kan gro op eller frem, noget kan også gro sammen, og køkkenhaven eller planterne i altankassen kan gro til, hvis man ikke sørger for at passe den ordentligt - men intet sted står der noget om, at nogen kan gro noget.

De kan dyrke noget, de kan fremelske noget - eller de kan få noget til at gro.