Støj er som bekendt ikke altid støj - det kommer i allerhøjeste grad an på, om det er noget, man påfører sig selv ganske frivilligt. Eller om det er noget, man bliver påført.
Og den enes støj er helt tydeligt den andens vellyd.
I en forlystelsespark slog det mig for nylig, at der konstant lå et meget tykt tæppe af støj (og at der på et tidspunkt blev rappet af en ægte rap-kunstner på en scene lagde på ingen måde en dæmper på decibel-begejstringen).
Men dagen efter i et større indkøbscenter var det påfaldende, at der også dér virkelig blev støjet igennem. Af rullende vogne (med pibende hjul), smækkende døre, en slags musik i højttalerne og meget, meget andet.
En dB-måling (foretaget ganske uvidenskabeligt på en medbragt mobil) viste, at lydniveauet yderst sjældent bevægede sig under 80 dB, og i en teknikforretning, hvor der blev demonstreret soundbokse, lå den på mindst 94 dB.
I en afsides hyggekrog (i et forladt butikslokale) kunne man godt komme med på omkring 70 dB, og hvis man skulle forestille at sidde og slappe af dér mellem to indkøb, krævede det vist lyddæmpende hovedtelefoner.
Hvordan er det gået til, at liv uden videre er blevet lig med støj og kun støj og endnu mere støj?
Elendig akustik
P.S.: Og så har vi slet ikke nævnt noget om den aldeles elendige akustik, som findes mange steder.
Selv på dyre restauranter kan man opleve det, og der er et misforhold mellem at bløde økonomisk for at få fingre i særligt god mad - og så at skulle sidde og råbe ind over det fint dækkede bord for at blive hørt.
Hvorfor er det så lavt prioriteret - eller slet ikke prioriteret . så mange steder?!
