Man kan som bekendt ikke altid løbe forrest.
Længe efter den mest massive omtale er det omsider lykkedes mig at komme om bord i den amerikanske tv-serie "Stranger Things".
Og den har slet ikke været til at slippe igen.
For som ventet har den vist sig at være én lang kærlighedserklæring til filmskaberen Steven Spielberg og det univers, som man med stor omhu har opbygget i film som først og fremmest "E.T." fra 1982, komplet med små drenge på minicyller og en mystisk fremmed udefra.
Ikke et rumvæsen her, men en pige, Eleven, kaldet El, der er stukket af fra forsøg på et skummelt laboratorium.
Det er en helt forrygende røverhistorie, fyldt med henvisninger og referencer til et væld af serier og film. Skiftevis munter og løs - og foruroligende.
Som den uhyggelige handling skrider frem, ligner den stadig mere en Stephen King-historie, håndteret af Spielberg.
Ikke dårligt.
Men nej, men King har ikke skrevet historien - men meget, meget, meget andet, som regel mindst én mursten (på snildt 700-800-900 sider om året) plus det løse.
Nogle har bare flere timer til rådighed end andre. Eller også er de bedre til at udnytte dem.
King påstår selv, at hans massive produktion bygger på, at han nøjes med at skrive 1000 ord om dagen.
Imponerende.
P.S.: "Stranger Things" (der holder til på Netflix) består af fire sæsoner på i alt 34 afsnit, og næste år er der udsigt til femte sæson på otte afsnit, Det kan også blive stort. Og uhyggeligt.
