Københavnere (og hermed menes alle sjællændere) er altså en flok højst løjerlige størrelser.
For en del år siden efterhånden fandt nogle af dem på et voksenmobnings-begreb ved navn udkant.
Ingen bryder sig om at høre stedet, hvor de bor, omtalt som udkant.
For udkant i forhold til hvad? Andet end måske lige Rådhuspladsen i København - hvilket også kan forklare udsagnet "ude i provinsen", for man kan åbenbart kun være inde, hvis man er i København.
Vejene i København er også tydeligvis væsentligt længere end andre. I hvert fald den ene vej.
Det er så godt som umuligt at lokke til en københavner til Jylland, for "vi kan da sagtens mødes i weekenden, men ved du hvad, der er så langt over til dér, hvor du bor - det er meget nemmere, hvis du kommer på besøg her".
Men nemmere for hvem?
Men det mest afslørende er nu københavneres udprægede mangel på rumlig fornemmelse, På afstande. Sådan som det kommer frem i et meget typisk udsagn som:
"Nå, men jeg kommer så til Aalborg på lørdag, for jeg skal alligevel til Kolding". To byer, der ligger i mindst to timers køreafstand fra hinanden.
